Guidede Vandreture i GeoPark Det Sydfynske Øhav

Lifeplan Kajak & Friluftsliv arrangerer guidede ture i på Sydfyn, altså i det område, der går fra Lundeborg i øst til Falsled i vest samt hele det Sydfynske Øhav – det som også kaldet GeoPark Det Sydfynske Øhav.
Her er en unik natur i landskabet formet af  den seneste istid – Weichel Istiden. Det er hundredvis af unikke steder, som kun de færreste kender og som vores guider vil kunne vise frem og fortælle historien om. Øhavsstien vil være det oplagte stisystem at vandre ad, men der er også mange andre stisystemer og mere krævende ture, alt efter behov, form og interesse.

Tema for turen kunne være mangfoldige og her er blot et udsnit af de temaer, som kunne komme på tale: Flora/fauna, herunder botanik, fx træer, urter, svampe, fugle, etc. Andre emner kunne være: Istid, geologi, Sydfyns oldtid, fortidsminder og arkæologi, spiselige planter, og vildmarksmad, herregårde, kulturhistorie og maritim historie. Kom også gerne med ønsker, som ikke er nævnt her på listen.

Ring eller skriv for at booke en uforpligtende samtale, så vi kan tale om hvordan vi kan hjælpe med at få en sjov, spændende og lærerig dag i den Sydfynske natur. 

Øhavsstien er en helt unik vandrerute på i alt 220 km igennem det smukkeste landskab og på arealer, som ellers ikke betrædes af ret mange mennesker. Geopark det Sydfynske Øhav har i samarbejde med private lodsejere og de fire kommuner: Ærø, Langeland, Faaborg-Midtfyn og Svendborg lavet denne dejlige rute med tilhørende kort og detajlkort med beskrivelser af seværdigheder og natur.
Ruten strækker sig fra Falsled i vest til Lundeborg i øst og går igennem Svendborg by samt igennem flere ådale, Egebjerg Bakker, Svanninge Bakker & Bjerge. Desuden har stien også ruter på Tåsinge, Langeland og Ærø.

Læs mere om Øhavsstien her:

Falsled - Trente Mølle

En ikonisk vandretur, som med fordel kan startes ved Trente Mølle Naturskole. Her går man i udkanten af Svanninge Bakker igennem skov, ådal og åbne landskaber, ofte med spektakulær udsigt ud over det Sydfynske Øhav i retningen mod Horne, Helnæsbugten og Falsled. Turen ender ved Falsled Kro og Havn. Ruten er 12,9 km og kan ses HER

Trente Mølle - Faaborg

Endnu en spektakulær vandretur hvor alle aspekter af den smukke Sydfynske natur viser sig, skov, åbne landskaber, vandløb og ikke mindst de ikoniske Svanninge Bakker & Bjerge, med udsigter udover Det Sydfynske Øhav i retningen af Horne Land, Bjørnø, Avernakø og Faaborg. Ruten er 14 km og kan ses HER

Svanninge Bakker - Fjællebro

Denne tur kan tage sit udgangspunkt ved landevejen fra Faaborg mod Korinth. Man går igennem Svanninge Bjerge, via Diernæs, Holstenshus, Åstrup, Nakkebølle og ender nede ved det lille smukke fiskerleje Fjællebro med udsigt ud over Det Sydfynske Øhav til Skarø, Drejø og Avernakø. Ruten er 13 km og kan se HER

Fjællebro - V. Skerninge

Denne rute er også en af vores favoritter. Den tager sit udgangspunkt i Fjællebro fiskerleje og de første 7 km går man langs vandet med udsigt til Svelmø, Anernakø, Drejø og Skarø. Ved Ballen svinger ruten op igennem smukke Syltemae Ådal og ender i den gamle landsby med bindingsværkshuse, kro og kirke i Vester Skerninge. Ruten er 12,5 km og kan ses HER

V. Skerninge - Hvidkilde

Denne tur tager sit udgangspunkt i den gamle landsby med bindingsværkshuse, kro og kirke i Vester Skerninge. Man går vi åbne marker, ind i skoven ved Skjoldemose Gods, videre igennem Egebjerg Bakker og Mølle, Svinehaverne og ender på skovejene i Kirkebyskoven og ved Hvidkilde Gods. Ruten er 11 km og kan ses HER

Hvidkilde - Svendborg

Denne tur tager sit udgangspunkt ved Hvidkilde Gods med udsigt over den fuglerige sø. Her snor ruten sig igennem de åbne marker, via Egense, Rantzausminde, Kogtved, til tider helt ned ved Svendborgsund med udsigt til Tåsinge og Iholm. Ruten ender igennem de smukke villakvarterer og ved Svendborg Havn. 12 km og kan ses HER

Svendborg - Øster Åby

Ruten tager sit udgangspunkt i Svendborg Havn og går ud langs Christiansminde, videre langs Skårupsund med udsigt til Thurø. Ruten snor sig videre via åbne marker syd for Skårup, op igennem endnu den utroligt smukke Vejstrup Ådal og ender ved landevejen i Øster Åby, mellem Skårup og Vejstrup. Ruten er 11 km og kan ses HER 

Øster Åby - Broholm

Denne rute tager sit udgangspunkt ved landevejen i Øster Åby, til Vejstrupgård videre igennem Vejstrup Ådal, til Klingstrup Gods, over åbne marker, videre ind igennem Brudager, Tøjsmose og ender ved Broholm Herregård voldgrave og bygninger fra middelalderen.
Ruten er 8,5 km og kan ses HER

Broholm - Lundeborg

Ruten tager sig udgangspunkt ved Broholm Herregård, igennem parken, videre over åbne marker og skov til Hesselagergård med voldgrave og igennem Tange Ådal, som munder ud i Storebælt ved stranden i Lundeborg. Lundeborg Havn og fiskerleje er et syn værd og den ene ende af Øhavsruten i det Sydfynske. Ruten er 8 km og ses HER

Svendborg - Valdemarslot

Ruten går fra Svendborg Havn via Svendborgssundbroen, Vindeby, Skansen, Bregninge Skov, Troense og ender ved Valdemarslot.
Ruten er 11,6 km og kan ses HER

Valdemarslot - Rudkøbing

Ruten starter ved Valdemarslot, går gennem Nørreskoven, Lundby, Lunkebugten, Vemmenæs over Siø og Langelandsbroen til Rudkøbing.
Ruten er 18,1 km og kan ses HER

Tranekær - Lohals

Ruten starter ved Tranekær Gods og går igennem naturskønt område, Korsebølle Kohave, Dageløkke og op langs vestkysten til Lohals.
Ruten er 21 km og kan ses HER

Tranekær - Spodsbjerg

Ruten starter ved Transkær Gods og går ud til østkysten og ned via Stengade Skove langs kysten til Spodsbjerg.
Ruten er 10,5 km og kan ses HERHER

Spodsbjerg - Rudkøbing

Ruten går fra Spodsbjerg, via Tullebølle og ud til vestkysten ved Rifbjerg og derfra sydpå til Rudkøbing Havn.
Ruten er ca. 15 km og kan ses HER

Rudkøbing - Henninge Nor

Ruten går fra Langelands-broen via Rudkøbing Havn, igennem Horsehave, Fårevejle og ned til Henninge Nor
Ruten er 7,3 km og kan ses HER

Ærøskøbing - Søby

Turen går langs kysten forbi Borgnæs og videre forbi det historiske anlæg ved Søbygaard til Vitsø Nor, inden stien ender i Søby.
Ruten er 20 km og kan ses HER

Marstal - Ærøskøbing

Fra Marstal Havn langs kysten ud i det åbne land, over dæmningen ved Gråsten Nor og videre til Ærøskøbing.
Ruten er 16 km og kan ses HER

Nevrestien - Ærø

Den såkaldte Nevresti følger kysten sydøst for Ærøskøbing til Marstal, Ommel og naturområdet Gråsten Nor gennem et meget naturskønt område.
Ruten er ca 11 km og kan ses HER – grønne rute!